Kremering

Som en familie der selv har kæledyr, forstår vi at disse er en del af familien og skal behandles med omsorg og respekt også efter at døden er indtruffet. Hunden, katten og andre kæledyr er meget værdsatte medlemmer af familien og det er derfor en stor sorg når et højt elsket kæledyr dør. At få sagt farvel på en god måde er vigtigt for mange.

Oven i tabet af en ven, skal der også tages beslutninger omkring hvad der skal ske efter at døden er indtruffet. Som en værdig afslutning på et godt dyreliv er kremering en mulighed. Ønskes asken udleveret igen efter endt kremering lægges asken i en urne eller en fin pose. Urnerne kan stå inde eller de kan nedsættes i jorden hvor det ønskes. Det er også muligt at strø asken ud i et område der er forbundet med gode minder om dyret. Hvad enten dyret er død i hjemmet eller hos dyrlægen, kan vi forestå hvad der videre skal ske.

Vi har åben for modtagelse alle dage året rundt og vi kremerer hver eneste uge, dog ikke på alle ugens dage. Vi har kølerum hvor dyrene opbevares indtil de kremeres. Kontakt os for at høre hvornår vi kremerer næste gang da dette kan variere lidt.

Det er muligt selv at aflevere sit afdøde kæledyr hos os. Ønsker du selv at komme til os så kontakt os i forvejen så vi er klar over at du er på vej og vi kan være klar til at tage godt imod dig.

Kæledyrskrematoriet ligger i naturskønne omgivelser i en tidligere landbrugsejendom i Randbøl. Krematoriet er en familiedrevet virksomhed, så det er de samme personer der står for alle led i processen.

Vi samarbejder med flere dyrlæger i Midt–, Vest- og Sønderjylland. Du er altid velkommen til at kontakte os og høre hvilke dyrlæger vi afhenter hos. Skal en af vore dyrlæger aflive kæledyret, kan man vælge at lade dyret blive hos dyrlægen efter aflivningen. Vi vil så senere afhente dyret for kremering. Det er også muligt selv at aflevere sit afdøde kæledyr hos os.

Enkeltkremering

Her bliver dyret kremeret for sig selv og det er efterfølgende muligt at få asken udleveret eller tilsendt. Asken udleveres alt efter ønske i en lukket pose eller i en urne.

Fælleskremering

Her bliver flere dyr kremeret sammen og vi sørger efterfølgende for bortskaffelsen af asken.

Kremeringsovnene

Kæledyrskrematoriet åbnede i februar 2006 hvor vi installerede den første krematorieovn. I juli 2020 er der så kommet en ny og mere miljøvenlig krematorieovn til. Den helt nye og højteknologiske ovn er specielt fremstillet til formålet. Den er udstyret med den nyeste teknologi indenfor området. Temperaturen i ovnen under kremeringen ligger på 850C til 1100C.

For at tage så meget hensyn til miljøet som muligt, er der i valg af ovn, lagt vægt på den bedst mulige udnyttelse af brændstoffet, i dette tilfælde gas. Dette opnås ved optimal udnyttelse af den energi der tilføres. Dette sker ved at ovnen er højisoleret, samtidig med at den genanvender den varme den selv producerer. Ovnen er desuden forsynet med et forureningskontrolsystem der sikrer at der ikke udledes synlig røg.